Faglig fordybelse og engagerede lærere
På Frederikshavn Gymnasium & HF garanterer vi faglige udfordringer på en lang række områder. Vi har flere end 80 lærere, som er universitetsuddannede indenfor det/de fag, som har deres helt stor interesse. Spændende undervisning kræver engagerede lærere, og her kan du se et lille udpluk af de lærere, som du kan møde på Frederikshavn Gymnasium & HF.
Teknik og videnskab

Navn: Henrik Dahl Hansen (fysik, matematik & astronomi)
Det fedeste ved at undervise i mine fag er: at lave eksperimenter i fysik. Det skaber varieret undervisning og giver masser af inspiration. I matematik er det fedt at arbejde med avancerede IT-programmer, som giver uanede mulighedr. Og i astronomi er det vildt fedt at beskæftige sig med aktuelle opdagelser på sjernehimlen, holde observationsaftener med mange interesserede elever (når vejret tillader det), samt diskutere og filosofere sammen med eleverne :-)
Film og medieteknologi

Navn: Ken Nielsen (dansk, mediefag)
Det fedeste ved at undervise i mine fag er: at de unge mennesker, som vælger mediefag, allerede ved meget om medier og film, og at de har lyst til at blive klogere. Det er fedt at se dem bruge den teori, som de lærer, i praksis. Glæden ved at skabe et godt produkt er altid en fornøjelse. I mit job møder jeg store faglige udfordringer, hjælpsomme kolleger, søde og (for det meste) arbejdsomme elever :-)
Sprog og kultur

Navn: Ellen Rasch (tysk, religion)
Det fedeste ved at undervise i mine fag er: at jeg er med til at præge unge menneskers holdninger til de samfund, de er en del af. Jeg lader mig altid inspirere af mine elever og nyder at se fremskridt hos den enkelte elev, f.eks. i sprogundervisningen. På Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus har jeg et job, hvor jeg hver dag er sammen med søde, sjove og dygtige unge mennesker - samt engagerede og inspirerende kolleger. Der er et levende miljø på skolen, som er skabt af både faglige, kunstneriske og sproglige tiltag.
Sport og idræt

Navn: Marianne Østergaard Nielsen (idræt)
Det fedeste ved at undervise i mit fag er: at arbejde med fysisk aktivitet, træning og sundhed hver eneste dag. Jeg nyder at skabe rammerne for en alsidig idrætsundervisning, som giver bevægelsesglæde og dermed motivation for livslang fysisk aktivitet. Sammen med eleverne er det fedt at arbejde med idrætsfagets fysiske, psykiske og sociale kompetencer. På Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus er jeg er en del af et godt idrætslærerteam, som har gode idrætsfaciliteter til rådighed (herunder et nyt fitnesscenter, som blev bygget i 2010)
Musik, kor, band & musical
Navne: Birgit Munch (idræt og musik) og Simon Hyldgaard (musik, fysik)
Det fedeste ved at undervise i vores fag er: at få mulighed for at videregive noget af det, der betyder allermest for os, nemlig musikken. Vi brænder for at skabe for formidle alle former for musik, og holder meget af opbygge numre, musicals, bands m.v. op. Det er meget livsbekræftende og udfordrende at være med til at udvikle forskellige musikprojekter sammen med motiverede elever.







