
Kun for drenge
Der er masser af gode grunde til, at du som dreng skal vælge Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus, når du skal træffe beslutning om din ungdomsuddannelse. Her kan du udfolde dine interesser for f.eks. videnskab og teknik, sprog og samfund, film og medieteknologi eller sport og musik. Vi nægter ganske enkelt at tro, at du ikke har stor interesse for ét eller flere af disse områder - og vi glæder os til at udfordre dig :-)
Videnskab og teknik
Frederikshavn Gymnasium har STÆRKE studieretninger, hvor du har flere forskellige muligheder for at lave kombinationer af fag som fysik, kemi, biologi, matematik og naturgeografi. Vi lægger vægt på naturvidenskab, vi er et af Danmarks Science Gymnasier, vi deltager i det internationale netværk "Young Scientists", vores elever har opnået topplaceringer i "Naturtalent" konkurrencerne, og vi har deltaget i OL i naturvidenskab. Med en naturvidenskabelig studentereksamen i hånden kan du se tilbage på tre spændende år på Frederikshavn Gymnasium, samtidig med at du med de rette fagog niveauer har åbnet dørene til uddannelser som f.eks. ingeniør, læge, biolog, laborant og mange, mange flere.

Navn: Mark B. R. Rugholt
Min Studieretning: Naturvidenskabelig studieretning (matematik og fysik)
Jeg valgte min studieretning fordi: Mine interesser og faglige styrker ligger indenfor de naturvidenskabelige fag.
Min yndlingsfag er fysik fordi jeg rigtig godt kan lide det eksperimentielle i undervisningen. Faget giver mulighed for at kombinere teori og praksis, og så indeholder faget en del gruppearbejde i forbindelse med forsøg.
Noget af det fedeste ved at gå på Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus er: Der er et godt socialt miljø på tværs af klasser, der er rigtig mange aktiviteter (fredagscafé, sportsturneringer m.v.), der er gode transportmuligheder og naturligvis de fede GYMNASIEFESTER.
Sprog og samfund
Frederikshavn Gymnasium & HF har en stor og veludviklet international dimension. Vores elever arbejder sammen i netværk med elever fra andre lande, og vi har stærke sproglige og samfundsvidenskabelige studieretninger, som er målrettet dig, der enten har sprogøre eller interesse for samfund, økonomi og politik. Hvis du betragter dig selv som en engageret ung verdensborger, så har vi en ungdomsuddannelse klar til dig!

Navn: Jonathan Jung Johansen
Min Studieretning: Samfundsvidenskabelig (Samfundsfag / engelsk)
Jeg valgte min studieretning fordi: Egentlig valgte jeg denne studieretning, fordi jeg kunne få musik og mediefag på B-niveau. Mulighedernes land ligger helt åbent efter min gymnasietid, og her i 3g har jeg fokuseret meget på sprog, selvom min studieretning primært er samfundsorienteret.
Min yndlingsfag er sproglige fag. Jeg kan rigtig godt lige tysk, fordi tysk historie og den tyske kulturflade interesserer mig. Derudover lever jeg i en digital verden, hvor engelsk regerer - og det er et sprog, som jeg elsker. Jeg er dog også meget bevidst om, at det er vigtigt at kunne begå sig på dansk.
Noget af det fedeste ved at gå på Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus er: at der er fællesskab med plads til individualitet, at man får faglige udfordringer, at man opfordres til selvstændighed, at jeg har lært latin af den seje latinlærer Per Thomsen, samt at gymnasiet holder mange gode fester og cafeer og har mange arrangementer indenfor musik og musical.
Film og medieteknologi

Er du vild med film, og ser du en film som andet og mere end bare underholdning og tidsfordriv? På Frederikshavn Gymnasiums studieretning "Musik og medier" tager lærerne dig med på en rejse ind i filmens forunderlige univers. Vi analyserer film, ser på opbygning af handlingsforløb og filmiske virkemidler, og producerer naturligvis også selv film. Hvis du har et ønske om at finde din indre Steven Spielberg, eller drømmer du om en fremtid indenfor medier eller journalistik, så har vi en ungdomsuddannelse til dig!

Navn: Mikkel Mølgaard Abel
Min Studieretning: Musik (A), Matematik (B), Mediefag (B)
Jeg valgte min studieretning fordi musik og medier er mine to store interesser, så det virkede oplagt. Og eftersom jeg ikke gik efter en speciel studieretning eller noget, virkede den som den linje jeg ville havde det bedst med.
Et af mine yndlingsfag er mediefag, fordi der er så meget at give sig til. Man lærer om filmens historie, man analyserer film, man får lov til at se fede film i skoletiden, og man får lov til at lave sine egne film. Det er et fag, hvor man virkelig kan udfolde sig kreativt, og så er der heller ikke så mange grænser, så man har masser af frihed. Og så hjælper det jo også hvis man bare generelt interesserer sig en masse for film og medier.
Noget af det fedeste ved at gå på Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus er: Det sociale miljø er fedt - inklusive festerne og caféerne. Også de mange sportsaktiviter osv. Generelt et godt miljø, med fine faciliteter. Så er der også nogle fede lærere, og der er faglig udfordring.
Sport og musik

Idræt er obligatorisk på skoleskemaet i gymnasiet, og vores idrætslærere elsker sport. Ud over den obligatoriske undervisning hver uge er der mulighed for at deltage i alverdens frisport aktiviteter (f.eks. fodbold, hockey, volley, basket m.v.). Der arrangeres masser af klasseturneringer henover året.
Hvis du er mere til musik, så har skolen bands og kor for både drenge og piger, hvor der helt sikkert også er plads til dig og brug for dine talenter. På skolen laves revy, musical og underholdende indslag til samlingerne. Og så skal der selvfølgelig ind imellem være nogle, der kan spille til vores fester...

Navn: Atos Andersen
Min Studieretning: Engelsk (A), Musik (A), Samfundsfag (B)
Jeg valgte min studieretning fordi: Jeg har altid bedst kunnet lide sproglige og humanistiske fag som engelsk og dansk, men også samfundsfag. Jeg har aldrig været så meget for de naturvidenskabelige fag.
Min yndlingsfag er musik, fordi musik er min største personlige interesse. Jeg bruger meget af min fritid på musik, og det er faktisk rigtig fedt at kunne dyrke sin fritidsinteresse i undervisningstiden. Det betyder, at man helt naturligt bliver mere engageret i skolen.
Noget af det fedeste ved at gå på Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus er: Det sociale samvær eleverne imellem, men også mellem lærere og elever, er helt klart det fedeste. Der er også mange fede fester og cafeer, men faktisk er det fedeste nok undervisningen! Man føler at man virkelig lærer en masse, der kan bruges til noget. Det er faktisk både spændende og underholdende at gå i skole. Hvis man prøver at se det hele i et større perspektiv, så giver alt "utroligt nok" mening :-)

Navn: Arlind Grajcevci
Min Studieretning: Samfundsfag (A), Matematik (A), Biologi (B)
Jeg valgte min studieretning fordi: fordi jeg synes det var denne studieretning, der passede mig bedst. Jeg har altid interesseret mig for det samfundsvidenskabelige og det matematiske. Det er her jeg føler jeg har mine stærke sider, derfor var dette det perfekte valg for mig.
Et af mine yndlingsfag er idræt, fordi det er et fag, hvor man også kan fokusere meget på sin egen krop og på at holde sig aktiv. Man lærer også den teoretiske del at kende. Om hvordan og hvorfor din krop reagerer som den gør under forskellig fysisk aktivitet. Jeg har altid godt kunne lide at røre mig og motionere. Jeg synes også at det er vigtigt at ens uddannelse sætter fokus på netop dette, da man ved fysisk aktivitet bliver mere mentalt parat til hverdagens udfordringer.
Noget af det fedeste ved at gå på Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus er: er de forskellige aktiviteter man har mulighed for at deltage i, såsom klassetuneringer i forskellige sportsgrene. Selvfølgelig også vores fester og musikcaféer, men vi har også et godt socialt miljø, en varieret undervisning og så føler man en form for selvstændighed ved at gå på Gymnasiet.





