Når du starter som elev på Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus bliver du bombarderet med nye indtryk: Nye fag, nye klassekammerater, nye lærere, nye omgivelser o.s.v. Det er meget vigtigt, at du falder godt til i din klasse, og at du hurtigt lærer dine nye kammerater at kende på en god måde. Derfor har vi tradition for at sende alle de nye klasser på hyttetur i den første hele skoleuge i august.

Hytteturene er en rigtig god introduktion til den nye skole og den klasse, som skal danne rammen om din første tid på skolen. Turene foregår i hytter rundt om i Frederikshavn Kommune, og 1-2 af klassens lærere deltager i turen. Man overnatter en enkelt nat i hytten, og turene har både et fagligt og et socialt formål. Der kan f.eks. arbejdes med klassekultur, værdier, leveregler i klassen o.s.v., ligesom der er mulighed for at lære hinanden at kende gennem forskellige aktiviteter.

Der er en mindre egenbetaling pr. elev til hytteturene.

Glæd dig til at lære dine lærere og dine nye klassekammerater at kende i uformelle rammer på en hyttetur, hvor grundlaget for en god uddannelse på Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus skal skabes.

Ud over hytteturene kan du glæde dig til forskellige andre intro-arrangementer i din første tid på skolen.